Miljøet har brug for en ny regering! 

Det er med respekt for den udvikling Venstre og Konservative har været igennem de sidste 10 år, vi skriver dette indlæg. De startede som klimaskeptikere, gik imod ekspertviden og skar miljøindsatsen ned til ukendelighed. I dag forstår de situationens alvor og har bl.a. formuleret målet om, at Danmark skal være fri af fossile brændsler. En udvikling vi kun kan have den største respekt for.

Men mål, visioner og ord gør det ikke alene. Alle husker nok Anders Foghs udtalelse om, at der ikke er en frø, fugl eller fisk, der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik. I dag kan vi desværre konstatere, at hvad der stadig hedder ”mest miljø for pengene” har resulteret i, at selv haren har indskrevet sig på den officielle rødliste over truede arter i den danske natur. Desværre er haren blot et enkelt udtryk for tingenes tilstand i Danmark.

Mangler politisk lederskab 

Målsætninger skorter det ikke på, men målrettet handling har regeringen ikke udvist i tilstrækkelig grad, og det er her, den har svigtet. Regeringen synes fastlåst i en ideologisk tro på, at omstillingen til bæredygtighed kan og skal løses af markedskræfterne - at markedets usynlige hånd nok skal finde vejen ud af de massive miljø-, energi- og klimaproblemer, vi står midt i. Markedet kan meget, og skal bruges til meget, men markedet kan ikke fokusere og udvise politisk lederskab. Det er det fremsynede danske virksomheder efterspørger, og det er det, Danmark har brug for, for at vi kan gøre os uafhængige af fossile brændsler og gøre naturen mere robust.

Danmark har tabt det miljøpolitiske momentum. Vi har spildt år på at vente på, at markedet skulle levere resultaterne. Tiden er derfor knap, og der skal nu handles massivt og målrettet for et robust miljø, for omstillingen til vedvarende energi og for et stabilt klima. Det er ikke kun et spørgsmål om haren, frøen, fuglen og fisken. Det er Danmarks mulighed for at skabe arbejdspladser, velfærd, velstand, for at gøre en forskel i verden og bidrage til en global bæredygtig udvikling, der er i spil.

Regeringen har ikke udvist de fornødne evner og vilje til lederskab på miljø-, energi- og klimaområdet. Det er blevet til mange ord, men ikke handling og lederskab. Når den nuværende regering derfor ikke kan og vil levere varen, kan vores konklusion kun blive: Det er nødvendigt, at en anden regering kommer til.

Vi anbefaler et regeringsskifte 

Vi argumenterer ikke for en regering bestående af bestemte partier. Vi argumenterer for en regering, der vil påtage sig det nødvendige miljøpolitiske lederskab. Vi ved naturligvis godt, at en ny regering ikke vil kunne løse alle udfordringer i et snuptag, men vi forventer, at den vil udvise handlekraft og lederskab. At den systematisk vil igangsætte den helt nødvendige omstilling af samfundet til bæredygtighed, stabilisere samfundets naturgrundlag, inddrage borgerne i løsningerne og ikke kun snævert fokusere på forskning, udvikling og marked. Derfor anbefaler vi underskrivende miljøfolk et regeringsskifte i Danmark.

Se de 100 medunderskrivere her!

PS. Alle underskriver som privatpersoner og ikke på vegne af de miljøorganisationer, de er aktive eller ansatte i!